Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,
hvoraf en varig tryghed sagte gror.
Jeg længes mod et hjertes trofasthed,
hvis høje flamme aldrig brænder ned.
Men jeg er ikke blid. Og stille ord
kan ikke trives i mit hårde spor.
Mit hjerte spotter den, der er mig tro.
Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.
En orm har gnavet på min hjerterod,
en fremmed brøde vandrer i mit blod.
Jeg nægter at bevogte andres glæde.
Min sti er hård og stenet at betræde.
Du valgte den. Du trættes ud en dag.
Mit blik vil ramme dig som piskeslag.
Mit hjertes tungsind, dækket ind af spot,
vil lægge dine sårbarheder blot.
Så far da vel. For stien snævrer in.
Lad mig alene med mit tvivlersind.
Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.
Og jeg har aldrig været som du tror.
Tove Ditlevsen
Pernille Nylehns blog 